Biblioteket for ordblinde unge under uddannelse
Viborg Bibliotekerne har taget initiativ til denne projektmodning (forprojekt), der skal danne grundlag for udvikling af et egentligt projekt, der tager afsæt i spørgsmålet: Hvordan kan folkebiblioteket støtte og inspirere ordblinde unge under uddannelse?
Gennem involvering af ordblinde unge samt en række interessenter og ressourcepersoner afdækkes målgruppens behov, eksisterende tilbud og mulighederne for at skabe synergi gennem tværgående samarbejde. Trivsel, tilgængelighed, ligeværdig deltagelse i samfundet og læseglæde er centrale temaer i arbejdet.
I projektmodningen samarbejder Viborg Bibliotekerne blandt andet med Horsens Kommunes Biblioteker, Randers Bibliotek, Mercantec, Viborg Gymnasium, ungdomsuddannelser i Horsens og Randers, Ordblindeforeningen og Nota. Modningen er støttet af Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre.