For skoler
På Viborg Bibliotekerne tilstræber vi høj faglig og didaktisk kvalitet i vores læringstilbud til skoler.
Du vil derfor møde både uddannede lærere, bibliotekarer og børnekulturformidlere, når du booker et forløb hos os.
Vi lægger vægt på at kende dit og din klasses læringsbehov godt inden forløbet og på forhånd afstemme forventninger til roller og indhold. Vi tror på, at det vil bidrage til den bedste oplevelse for alle.
Alle vores læringsforløb er tilrettelagt ud fra Hiim og Hippes Didaktiske Relationsmodel og er bygget op omkring inspirerende oplæg og elevinvolverende øvelser. Vi tager i vores undervisning højde for Fælles Mål og fagenes faghæfter. For os handler det om at sikre relevans i tilbuddet og den bedste læringsoplevelse for jeres elever, uanset om I besøger os på egen hånd eller med formidler.
Bred palette af læringstilbud
Vi har en bred pallette af læringstilbud til skoler. De spænder over emner som digital dannelse, kildekritik, læselyst og kunst. Vi har desuden fokus på kreativitet og teknologi i en del af vores forløb, og her giver bl.a. vores MakerSpace rum for, at jeres elever og I selv kan blive klogere på den del. Du er altid velkommen til at komme med forslag til nye læringsforløb, som Viborg Bibliotekerne kunne udvikle – gerne sammen med dig for at sikre relevans og aktualitet.
På KLC vil du altid kunne se det opdaterede læringstilbud til skoler fra Viborg Bibliotekerne.
Kontakt os
Her på siden finder du (forhåbentlig) alt, hvad du har brug for at vide, inden du planlægger et besøg hos os. Du kan også finde inspiration til din undervisning samt adgang til gode ressourcer.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på laeringogviden@viborg.dk eller ringe til Hanne Faurholdt (87873472), koordinator for Viborg Bibliotekernes læringstilbud til skoler.
Velkommen på Viborg Bibliotekerne - vi glæder os til samarbejdet!